Apple får smæk af Greenpeace

På trods af, at Apple ved sine seneste produktlanceringer – og i annoncekampagner – har slået kraftigt på, hvor grønne firmaets produkter er, så er Greenpeace langt fra tilfredse.
På Greenpeaces seneste “hitliste” over grønne elektronikproducenter ligger Apple placeret i nederste tredjedel, og får kun en score på 4,7 ud af ti mulige. Nokia, derimod, scorer 7,5 ud af ti i toppen af tabellen.
Greenpeace kritiserer blandt andet Apple for ikke at benytte genbrugt plastik i sine produkter, ligesom æbledrengene skoses for at de ikke fortæller hvor megen grøn energi de bruger i fremstillingsprocessen.
Til gengæld roses Apple både i rapporten og i pressemeddelelsen for at være stort set i mål vedrørende udfasning af PVC-plastik og bromerede flammehæmmere, selvom virksomheden først begyndte udfasningsplanerne sent.
Apple har tidligere været under hårdt angreb fra Greenpeace, og i 2007 blev det for meget for Steve Jobs, der udsendte en pressemeddelelse, hvori han beskrev Apples planer mod en grønnere fremtid.
Greenpeace har også fået kritik for den metode, de benytter til at måle virksomhederne, fordi den lægger lige så stor vægt på kommunikation, som på egentlig handling; Apples hovedkvarter kunne i princippet være drevet 100 procent af solenergi, men Apple ville stadig få bundkarakter, hvis de ikke rapporterede om det til Greenpeace.
Læs hele rapporten som PDF lige her…
(Kilde: Cult of Mac)
