3G eller 3GS?

Er der overhovedet nogen grund til at købe den nye iPhone 3Gs, hvis man allerede har en iPhone 3G?
Så kom den endelig, den nye iPhone 3GS. Undertegnede sad, givetvis sammen med tusinder af andre, klistret fast til computerskærmen for at følge med i de direkte opdateringer fra Phil Schillers åbningstale på Worldwide Developer Conference. Men hov. Den nye iphone har hverken OLED-skærm eller kamera til videosamtale (hvad jeg så skulle bruge det til), som rygterne ellers lovede. Og selv om batteriet i 3GS’eren har fået et pift, så er standby-tiden og taletiden på 3G-netværk den samme.
Elektronisk kompas, stemmestyring og et bedre kamera, der også kan optage videoklip? Tjo. Det er da interessant nyt. Men er det nok til at få mig – og tusinder af andre iPhone 3G-brugere – til at investere i en iPhone 3GS? Det tvivler jeg egentlig på. For som jeg ser det, så ligger den virkelige opdatering i iPhone OS 3.0, det er den opdatering, der giver os mms, klip-og-kopier, spotlight-søgning på tværs af applikationer, mulighed for ”rigtig” GPS-software på mobilen, peer-to-peer multiplayer-spil via Bluetooth, push-meddelelser fra eksempelvis messengerprogrammer og mange andre små forbedringer.
Nå ja, og den opdatering er i øvrigt ganske gratis
Hvad mener du? Er iPhone 3GS pengene værd? Skriv din mening nedenfor!

Jeg mener til fulde, at den stærkt forbedrede hastighed på 3GS er LANGT rigelig grund til at skifte. Jeg er én af de heldige, der fik fat i et 3GS eksemplar d. 31. juli, og det er jo en ren fornøjelse at starte/slutte telefonen og alle programmer nu. Hvor 3G’eren godt kunne have behov for at tænke over det lidt rigelig tid, så er 3GS hurtig og kontant.
3GS: “Er det denne knap du trykkede på, så er det dét, du får”… “Program klar til brug”
3G: “Er det denne knap du trykkede på? Er du helt sikker? Ok, så vent lige mens jeg henter programmet frem… sådan…. vær’sko…. NU kan du bruge programmet…. God fornøjelse…….. og på gensyn…….
S’et kommer virkelig til sin ret på 3GS….